Denne artikel er baseret på et kommercielt samarbejde og artiklen er betalt for af den eller de virksomheder, der linkes til.

Når økonomien blomstrer, kommer der typisk også fart på personalegoderne. Der er nemlig kamp om de gode medarbejdere, og mange virksomheder har brug for, at de bedste medarbejdere yder en ekstra indsats. Derfor er det især i institutionernes ferie blevet populært at tilbyde børnepasning. Nogle virksomheder overvejer også at gøre tilbuddet til en permanent løsning.

Blomstrede i 1970’erne

Allerede i 70’erne tilbød mange større virksomheder børnepasning, fordi flere og flere kvinder kom på arbejdsmarkedet. Nogle steder blev der etableret deciderede børnehuse med sandkasse og gyngestativ, og nogle af dem findes endnu. På Novo Nordisk kan børnene for eksempel stadig gå i virksomhedens egen børnehave.

Det er dog de færreste virksomheder, der har etableret børnehuse i dag. Men det er ikke utænkeligt, at vi ser en lignende udvikling i de kommende år. Ifølge Pædagogisk Vikarbureau er der nemlig kraftig vækst i de midlertidige pasningsordninger. Her kan de færreste tilbyde en sandkasse at lege i, men legetøj og kammerater er der da.

Fordele og ulemper

Mange virksomheder oplever, at den komplicerede logistik i mange børnefamilier er den største grund til fravær, forsinkelser og hverdagsstress hos medarbejderne. Derfor kan det gøre hverdagen lettere, at børnene passes på matriklen. Samtidig giver det mulighed for, at forældrene kan spise frokost med børnene eller besøge dem i løbet af dagen.

BUPL gør dog opmærksom på, at det er vigtigt at drive børnepasningen på ordentlige vilkår. Løn- og arbejdsforhold skal være i orden, og så skal børnene have lige så gode vilkår som i en almindelig institution. Det skal ikke koste på kvaliteten af børnepasningen, at mor og far har travlt på arbejdet – og det skal helst heller ikke udsulte de kommunale tilbud. Men hvis løsningen letter livet for både børn og forældre, er der gode perspektiver i at lade børn blive passet på arbejdspladsen.